Nordjylland

 
     

 Tilbage - Ture

 
 

DK 501: Islandshest for livsnydere
  • Turens varighed: 4 dage på hest, 4 nætter

  • Indkvartering: På gården i gode, smagfuldt renoverede dobbeltværelser og et enkelt firesenges værelse. Man medbringer selv sengelinned og håndklæder (Kan lejes på stedet)

  • Pension: Helpension - spændende morgenmadsbuffet ved langbordet i køkken/alrummet, en udsøgt frokost der bringes hen til stedet, hvor man holder pause midt på dagen og til aften bydes på en herlig to - tre retters menu med udsøgte vine. Efter middagen åbner baren, hvor man kan købe cocktails og et varieret udbud af drinks. Ind imellem inviteres gæstekokke, der kræser for gæsterne med spændende og veltillavet mad.

  • Wellness: Du kan nyde livet i stedets jacuzzi efter dagens ridt og fredag er der udflugt til Klim Strand Wellness og deres fine bade og spa faciliteter, hvor du også får en god gang massage.

  • Heste: Der rides på fine, veltrænede islandsheste. Det er stærke, fire eller femgængere med et godt og livligt temperament. Tölten er bare fremragende.

  • Rideniveau: 3-5. Øvede ryttere, der kan klare trav, tölt og galop.

  • Gruppestørrelse og guide: Vi er max 12 ryttere og Jesper er vores erfarne guide

  • Vejret: Er omskifteligt og uforudsigeligt, godt dansk vejr!

  • Tøj og udstyr: Ridehjelm (du kan også låne på gården), ridestøvler, ridebukser, handsker, regntøj, en varm trøje, jakke og et par bekvemme bukser. På gården vil det være fint med slippers eller lign. indesko. Husk badetøj - der er mulighed for havbad i sæsonen og for jacuzzi resten af året. Der er mulighed for at pakke en rygsæk eller lign. med ekstra tøj og fotoapparat til turen. Kommer ud med følgevognen til frokost.

  • Ankomst: Der er ankomst onsdag aften til middag kl. 19.00 hvor vi spiser og sikkert får en snak om turen

  • Afrejse: Søndag når rideturen slutter ved 16 tiden. Der er mulighed for at tage et bad på gården. Vi samles også over et kaffe/kagebord inden i tager hjem trætte og mættede med gode oplevelser.

  • Transport: Indgår ikke i prisen.
    Fly - til Ålborg fra Kastrup. SAS og Cimber Air flyver til Ålborg. Fra Ålborg til gården - med bus eller leje en bil.
    Bus - busserne går fra Ålborg busterminal og tager 1 time. For at få aktuelle bustider og priser anbefaler vi at kigge  på web-siden www.dsb.dk
    Fra Sjælland er der mulighed for at køre med bus fra Valby, Lyngby, Roskilde, Holbæk og Sj.Odde.

  • Sæson: Ugerne 18, 20, 22, 26, 28, 30, 32, 34, 36, 38 og 40

  • Pris: 7.800 kr. ekskl. rejse til destinationen

  • Bestil: DK 501

4 DAGES ETAPE TUR

Her er rideturen for dem der ikke kan få nok heste og gastronomi på to dage. 

På denne tur rider vi ned langs Jammerbugten i sporene på de landpirater, som huserede heroppe i gamle dage. Der er ankomst onsdag kl. 19.00. Vi ser det hvert år, folk møder frem med sommerfugle i maven og med store forventninger til denne tur. Er det lige så godt som rygtet siger eller hvad? Da vores gæster vender tilbage år efter år, tror vi efterhånden selv på, at vi har ramt noget rigtigt. I al beskedenhed har vi såmænd bare lavet en tur, som vi selv mener den optimale rideferie skal være. Vi sætter pris på gode, villige töltere i flot natur, garneret med masser af god mad og vin. Vi indrømmer det gerne. Vi er til luksus heroppe på Villa Rosa. Dog på den afslappede måde. Vi går ikke så meget op i om du stiger op fra højre eller venstre. Vi skal nok sige til, når der er noget at rette i den retning. Vi holder af en afslappet og usnobbet omgangsform. Så får alle mest ud af det. 

Som nævnt ankommer man onsdag aften og bliver indkvarteret i de nyopredte senge, hvor der naturligvis er ægte dun i dyner og puder. En lille overraskelse på hovedpuden er der sikkert også.

Folk drysser ned, spændt på det hele. Vi er klar med en aperitif. Snakken går og folk begynder at snakke løs om heste, livet, vind og vejr. Så er festen i gang! 

Der bliver startet op med det Nordiske køkken med alt hvad sig dertil hører. Efter den friskbryggede kaffe og avéc’erne er tiden fløjet af sted og folk lister stille i seng, klar til at drømme om den smukke langhårede hingst eller hoppe, de så stå ude på marken og gumle græs. Godnat og sov godt.

Torsdag
Torsdag morgen starter med stor morgenbuffet fra 08.15 til 09.45 Vi lægger ud med en lækker smoothie, eller måske er du til sort kaffe for at vågne? Valget er dit. Der er alt, hvad et ordentligt morgenmåltid bør indeholde. Friske aviser som det første. Og croissanter lige ud af ovnen. Fik du smagt på Port Salûten? Velbekomme!
Så er det tid til at gå ud til hestene på marken og samle dem ind. Der bruges altid ekstra tid første dag på at strigle og børste hestene, før vi rider ud. Vi tager det bevidst lidt roligt, de første par timer, så hest og rytter kommer ordentligt og godt i gang. Har du ekstra udstyr med, som f.eks. kamera, lægger du det i frokostbilen.
Vi rider ud, i retning at Bulbjerg hvor vi passerer Danmarks eneste fuglefjeld. Vi rider gennem klithede og skov, ned over stranden og er efter et par timer, fremme ved det veldækkede bord der møder os. Stilfuldt dækket med med hvid dug og kandelabre. Alt efter vind og vejr tager frokosten en time til halvanden.
Efter frokosten rider vi halvanden time endnu, til vi når foldene ved Lild. Vi bliver hentet og fragtet hjem til Villa Rosa, hvor der står forfriskninger klar på terrassen, hvis vejret er til det. Ellers hygger vi os i vinstuen. Måske har du bestilt massage eller pedicure.
Der er aperitif ved 19.00 tiden, bagefter forsætter vi hvor vi slap aftenen før. Der er røde kinder rundt om bordet og folk er høje af vind og vejr, naturen, heste, mad og vin. Så nydes livet ikke bedre. Alle skulle have ret til en god tölter og et godt glas rødvin om dagen. 

Fredag
Morgenbuffeten er klar kl. 08.15 og i dag når du sikkert at få den friskpressede appelsinjuice, du ikke fik i går. Ny smoothie igen i dag. En skive laks skal der også være plads til. Og til den friskbagte croissant er der selvfølgelig det gode syltetøj fra Claus Meyer.
Når vi har læst aviserne og slået mave, er det tid til at bliver kørt ud til hestene kl. 10.00. Vi kommer frem til hestene, som ligger og hviler sig og er stopmætte af græs. Vi sadler op og vi rider mod Hjardemål, hvor vi rider i et af Danmarks mest øde områder. Her er der virkelig tale om vildmarks stemning. Det er krondyrland det her. Masser af rovfugle, der svæver højt oppe over os, som om de overvejer om vi er potentielt jagtbytte. 
Vi når frem til frokosten efter ca. 2½ time, tæt på havet og med en lille sø i baggrunden. Vi skal huske at plukke en masse vild mynte til vores mojito senere til i aften.
Vi rider ca. 1½ time efter frokosten, hvor vi lander ved den smukkeste fold i Hjardemål. En lille sø i midten af folden med en palme på. Ofte bader hestene deri, hvis det har været en varm dag. Vi slipper hestene løs og nyder synet af dem, når de ruller sig og plasker i vandkanten som var de små børn.
Vi bliver hentet og kørt hjem, hvor det er tid til wellnes på Klimstrand. Vi pakker en kurv med drikkevarer og så af sted. 
Efter et par timer eller mere i drømmeland kommer man hjem til aftensmaden. Fredag er den dag, hvor vores gæster er mest trætte og udkørte. Så ingen ser skævt til dem, som går tidligt op til drømmeland. Dem med energien i behold forsætter lidt endnu. 

Lørdag
Morgenbuffeten starter kl. 08.15.
Sort friskbrygget kaffe og en pandekage med ahornsirup. Hjemmebagt rugbrød med lokal pølse og måske lidt af gedeosten.
Så til hest, efter en køretur til Hjardemål, hvor vi skal fange hestene ind, så vi kan forsætte ud imod Hanstholm. Vi rider et par timer og kommer på turens suverænt bedste strandbund. Her rider vi hurtigt af sted hen mod de gamle mystiske nazibunkere fra anden verdenskrig. Nogle står ude i havet, nogle oppe på stranden, som et bizart minde fra en sort tid. 
Vi rider op til frokost gryden og kan ligge i læ fra vestenvinden. Her kan man ligge på langs, kigge op og bare nyde, at der er højt til loftet på disse kanter. Efter en lækker frokost er det tid til at sadle op igen og få redet det sidste stykke hen til Hanstholm, hvor hestene skal overnatte, så de er klar til den sidste dag, som også er den længste af alle dage. 
Vi kommer hjem. Der er tændt op i det store træbadekar med plads til 8 personer. Den bliver tændt op med en brændeovn, så man kan sidde og nyde det 39-40 grader varme vand med gnisterne  flyvende op ad den lange skorsten. Det er lige til at holde ud...
Nogle bliver masseret og nyder vores flotte massagerum med det smukke vægmaleri af Vesterhavet, mens duftolier breder sig i rummet. Masser af stearinlys fuldender den saliggørende tilstand.
Ved 19.00 tiden starter vi med en afmüse og noget lækkert brød, for bagefter er det tid til vinsmagning. Det er godt med lidt i maven så I ikke skal bæres ind til aftensmaden efter smagningen. For det vin vi disker op med til vinsmagning ville være tæt på helligbrøde at spytte ud. Skål!
Vi bevæger os ind til aftenmiddagen og alle snakker løs om dages ridt hen ad stranden. Efter kaffe og avéc hygger folk sig. Fik du smagt de lækre petit fours?
Tak for i dag! 

Søndag
Vi skal nyde den sidste buffet i fulde drag. Start med en blåbær smoothien, så du får en masse antioxidanter og føler dig lidt mere sund. Eller måske trænger du til eggs and bacon efter al den gode vin i går?
Vi kører hele vejen til Hanstholm, hvor vi starter med at ride den lange tur hjem. Vi rider på redningsvejen og nyder at vores heste er i superform og kan tölte derudaf i timevis. Vi skal ramme den lille fiskerflække Lildstrand, som bebos af ca. 100 sjæle. Vi spiser frokost hos vores gode ven Tex, der har et lille galleri. Her er der mulighed for at se på kunst og måske købe en lille gave med hjem.
Efter vores udgave af det kolde danskerbord rider vi imod Bulbjerg og hjem til gården, hvor der er fri mulighed for et bad eller forfriskning, inden turen går hjem til jeres respektive hjem. Vi siger på gensyn og god vind hjem. Vi ses igen og alle drømmer videre om næste gang.
 

 

 

 

 

 

 

Printvenlig version - klik på ikonet

Print venlig turbeskrivelse i PDF format

Hent Adobe reader til læsning og print af pdf filer

 

 


DK 502: Luksus weekend på islandshest.
  • Turens varighed: Én weekend, 2 dage, 2 nætter

  • Indkvartering: På gården i gode, smagfuldt renoverede dobbeltværelser og et enkelt firesenges værelse. Man medbringer selv sengelinned og håndklæder (kan lejes på stedet).

  • Pension: Helpension - spændende morgenmadsbuffet ved langbordet i køkken alrummet, udbragt udsøgt frokost på turen og en herlig to - tre retters menu med vine til middagen. Efter middagen åbner baren, hvor man kan købe cocktails og et varieret udbud af drinks.

  • Heste: Der rides på fine, veltrænede islandsheste. Det er stærke, fire eller femgængere med et godt og livligt temperament. Tölten er bare fremragende.

  • Rideniveau: 3-5. Øvede ryttere, der kan klare trav, tölt og galop.

  • Gruppestørrelse og guide: Vi er max 12 ryttere og Jesper er vores erfarne guide

  • Tøj og udstyr: Ridehjelm (du kan også låne på gården), ridestøvler, ridebukser, handsker, regntøj, en varm trøje, jakke og et par bekvemme bukser. På gården vil det være fint med slippers eller lign. indesko.

  • Ankomst: Der er ankomst fredag aften ved 20 tiden. Obs. i uge 15 er ankomst mandag og i uge 19 er det onsdag.

  • Afrejse: Søndag eftermiddag omkring kl. 15.

  • Transport: Indgår ikke i prisen.
    Fly - til Ålborg fra Kastrup. SAS og Cimber Air flyver til Ålborg. Fra Ålborg til gården - med bus eller leje en bil.
    Bus - busserne går fra Ålborg busterminal og tager 1 time. For at få aktuelle bustider og priser anbefaler vi at kigge  på web-siden www.dsb.dk
    Fra Sjælland er der mulighed for at køre med bus fra Valby, Lyngby, Roskilde, Holbæk og Sj.Odde.

  • Sæson: Ugerne 2, 4, 6, 8, 10, 12, 13, 44, 46, 48 og 50

  • Pris: 3.950 kr. ekskl. rejse til destinationen

  • Bestil: DK 502

Weekend program

Her er den perfekte weekend for dem der vil væk for dagens stress og jag. 

Der er ankomst på gården fredag kl. 19.00 hvor I efter indkvartering bliver forkælet med en spændende aperitif som skærper sanserne til den nordiske menu, I bagefter skal indtage. Der bliver sikkert snakket heste og om de kommende dages aktiviteter. Efter middagen er det tid til friskkværnet kaffe, petitfours og en avéc.  Til sidst siver folk langsomt op til de velredte senge og slumrer ind. 

Lørdag morgen er tid den den store morgenbuffet. Hvad med en friskbagt croissant? Eller en indbydende blåbær smothie? Pandekager, laks, lækre oste, vi kan blive ved. 

Vi anbefaler slowfood, så vi kan nå at læse dagens avis. Vi bryder op omkring kl. 10.00, går ud og henter hestene, som vi skal ride på i dag. Når de er fordelt, går turen imod Danmarks eneste fuglefjeld, Bulbjerg. Ofte står bølgerne helt op til klippen, så det gælder om at holde tungen lige i munden. Vi når efter et par timer frem til frokosten ude i den imponerende natur. Vi har naturligvis taget slumretæpperne med til en lille lur. Efter endt frokost rider vi et par timer og kommer hjem til gården hvor der er tændt op i den udendørs jacuzzi. Der er vin i køleren og lidt lækkert til maven. Der er også mulighed for en gang massage, eller måske en gang pedicure. 
Vi starter naturligvis altid måltidet med en lille aperitif. Så går middagen ellers i gang med spændene retter, som kun det nordiske køkken kan byde på. Folk er fyldt op med dagens oplevelser og nyder tanken om at der ingen pligter er. Bare nyde, slappe af og op igen i morgen, ud at ride udover heden. 

Søndag gentager vi den indbydende morgenbuffet. Fik du lidt rigeligt med den gode rødvin i går aftes, så er det perfekt med stegte pølser og røræg til morgenmad, en søndagsavis og masser af friskkværnet kaffe. Så er vi klar til igen at hente heste og ud over stepperne. Er vejret for koldt til udendørs frokost, tænder vi op i pejsen i den gamle Nazibunker og dækker op med hvid dug og kandelaber. Så er der frokost!!
Vi rider hjem, her er der mulighed for en kop kaffe, et forfriskende bad inden I rejser hjem med minder om en perfekt weekend.

Vi siger bare “På gensyn!”



 

 

 

Printvenlig version - klik på ikonet

Print venlig turbeskrivelse i PDF format

Hent Adobe reader til læsning og print af pdf filer


 
     
 

Copyright© 2006-2010. Hippo Tours. All rights reserved.