Hippo Tours og hvordan vi blev til! 

Ja, man kan undre sig såre.
Hvordan kommer en lille pige fra stenbroen i Københavnsområdet, nærmere betegnet Tårnby på Amager, på at starte et riderejsebureau som voksen?Min hesteinteresse blev vakt i børneværelset, som jeg i øvrigt delte med min lillebror, på 1. sal i det første 7 etagers højhus, som blev bygget på Amager, ikke langt fra Kastrup Lufthavn. Knapt havde jeg vel lært at læse førend det var Ruby Fergusons ”Gitte får en pony” der fik min interesse. Meget á pro pos, da jeg selv var barn af en enlig mor, som ikke havde for meget at give ud på børnenes fritidsfornøjelser.

Det var simpelthen den store drøm, at komme på ridelejr i EN HEL UGE!!!!!

Den var så stor og uopnåelig, at jeg ikke kan huske nogensinde at have sagt det højt. Børn kan være utroligt hensynsfulde imod deres forældre. Der skulle gå yderligere en 3-4 år, inden det lykkedes mig at få overbevist min mor om, at det var en god ide at lade mig begynde til ridning. På det tidspunkt boede vi i Hørsholm og jeg gik i skole i Rungsted – meget tæt på Rungsted Ladegård, som jeg følte mig meget draget til og endelig fik lov at gå på et ridehold!

Hvilken triumf! Jeg kan endnu huske følelsen, når ponyen satte i gang med at bevæge sig – hvilken fryd, at sidde højt til vejrs og bare mærke den skridte af sted. Jeg var utroligt stolt og helt ovenud lykkelig. Det blev selvfølgelig ikke ved at skridte og min kære Lotte var en lettere hysterisk pony, med ganske megen egen vilje, hun lignede en engel med sin fine brune pels, sine bedårende dådyr øjne og sorte man, men hun gemte på et temperament, som jeg skulle få at føle. I min erindring brugte jeg vel det første halve år, på hver gang at ende med at blive smidt af på et eller andet tidspunkt i en fyrig galop, Lotte brød sig ikke om, at der gik nogen for tæt på hendes bagparti, så snurrede hun rundt og tog en omgang i strakt karriere med fuld galop. Det skulle jeg lige lære at tackle og til sidst blev det da helt godt, der kunne jeg nøjes med at falde af, når hun tværstoppede uden at jeg lige var med på det.

Siden gik det heldigvis bedre, så jeg næsten helt glemte, at det var min debut.

Men lysten til at ride, var større end frygten for at blive smidt af og det der ikke slår en ihjel, bliver man som bekendt stærkere af. Jeg har ikke fortrudt den løbebane. Der skulle gå en hel del år, hvor det med hestene ikke fik særligt stor plads, som teenager blev det mest noget med at leje heste af og til sammen med nogle rideinteresserede veninder. Endnu en ganske lang pause i forhold til heste indtrådte. Det blev tohjulede jernheste med mange hestekræfter som trak og mange km blev tilbragt på Europas landeveje. 

Efter vores datter kom til og hun i en alder af 5 begyndte at ønske sig ”at ride ligesom Malene (en af pigerne fra mødregruppen i Fredensborg)” kom interessen op igen. Adskillige timer blev brugt i det kolde ridehus, hvor forældrene tålmodigt løb rundt med de små ponyer og deres håbefulde poder, omgang efter omgang. Da fik jeg lyst til at ride igen.

Nu er datteren holdt op, rider kun ved særlige lejligheder, men mor og far holder ved og har det SÅ SJOVT med det. 

Efter et arbejdsliv præget af videnskab og fødevareteknologi, som havde været utroligt spændende, stod jeg i et valg om det var sådan jeg skulle fortsætte eller om der skulle et skifte til - det blev det sidste. Skæbnen førte os til Skåne i Sverige, på vestkysten 25 km nord for Helsingborg lige ved Kullen. Her blev firmaet til. Efter en sommer med en ”foder hest” som det hedder i Sverige, blev det pludseligt klart for mig at man faktisk kunne forene hobby og job.

Det skulle handle om et riderejsebureau! Hvilken tanke, den kom bare lige pludselig – sådan! 

Grundig og meget detailorienteret som man er, gik jeg i gang med at screene markedet, først i Danmark siden i Sverige, Norge og England, USA både for at få inspiration, men også for at se hvor mange andre aktører der er på banen.

Det var ret så opmuntrende at blive klar over, at der faktisk ikke fandtes et dedikeret riderejsebureau i Danmark. Derefter gik det slag i slag med at finde ud af, hvordan man starter sådan noget op – hvilke love og regler man skal overholde og en masse andet praktisk. Derefter begyndte al det sjoveste, nemlig at få etableret kontakter til de gårde, som man gerne ville repræsentere. De første ture gik ud i det Danske land, dernæst stod Irland, Frankrig, Island og Sverige for tur. Vi startede vel op med 15 ridesteder i 5 lande. Siden da har udviklingen været rivende, vi er i løbet af de første 3 år vokset til ca. 50 ridesteder i 28 lande! 

Nu er det en velkørende forretning med en god balance imellem den daglige indsats på kontoret og de utroligt spændende og hyggelige møder med nye ridesteder og oplevelserne med at afprøve ture, snakke med folkene på stedet, hvilket ofte giver rigtigt gode venner – de brænder for deres sag ligesom vi brænder for vores. 

Dagligdagen er oftest utroligt berigende, fyldt med samtaler / mails med rideinteresserede mennesker. Og en del af dem har jeg også har haft fornøjelsen af at ride sammen med på udvalgte ture. Det er sjovt og man lærer hele tiden noget nyt…..