Start
Lande
Weekend ture
Familieferie
For at få en vellykket tur, er det vigtigt at finde det rigtige niveau således at ingen føler sig pressede eller holdt tilbage. Vi har derfor inddelt rytterne i 5 grupper:

 

P Rideniveau 1: Begyndere

Du har aldrig siddet på en hest, eller kun prøvet at skridte.

PP  Rideniveau 2: Uøvede

Du har redet, men for mange år siden eller du har taget lidt lektioner på en rideskole. Kan sidde op og af uden hjælp. Er måske ikke helt komfortabel med alle 3 gangarter: skridt, trav og galop. Har eventuelt ikke redet i terræn.

PPP Rideniveau 3: Let øvede

Du behersker hesten i alle gangarter. Rider ikke regelmæssigt, men har gjort det tidligere; eller kun i ridehus eks. 1 gang ugentligt.

PPPP Rideniveau 4: Øvede

Du kan ride forskellige typer heste, i alle gangarter. Kan klare dig selv, med alt hvad der hører til at sadle og sidde op. Rider regelmæssigt. Klarer 3-5 timer i sadlen i terræn og går ikke af vejen for lidt tempofyldt uderidt.

PPPPP Rideniveau 5: Meget øvede
Du kan ride forskellige typer heste, i alle gangarter. Kan klare dig selv med alt hvad der hører til at sadle og sidde op. Klarer lange dage i sadlen i terræn og går ikke af vejen for tempofyldt uderidt. Er i god form og vant til at ride selv i vanskeligt terræn.

At tænke på:

Denne inddeling i rideniveauer skal ses som en hjælp, både til dig som rytter og til ridestedet. Det er væsentligt for den gode og sikre oplevelse, at man har været ærlig og ikke forsøgt at placere sig på et højere niveau, end man rent faktisk kan klare. Det er ikke sjovt for nogen, hvis man er kommet i en helt forkert sammenhæng, for ikke at tale om det sikkerhedsmæssige aspekt, som er ret så vigtigt, når det er ridesport vi taler om.
Vi gør derfor som regel en del ud af netop indplacering ved bookningen.

Vi lægger stor vægt på sikkerhed og har valgt partnere, som sætter både din oplevelse og din sikkerhed i højsædet. Derfor må du som gæst acceptere, at det er ridestedets suveræne afgørelse om du er kvalificeret til at ride på den bookede tur. Har man fået indplaceret sig i gal kategori, er det måske sikkerhedsmæssigt uforsvarligt over for dig og dine medryttere at fortsætte turen og ridestedets afgørelse må og skal naturligvis respekteres.
Hvis de skønner, at du ikke fungerer i gruppen eller med den udvalgte hest, og det ikke hjælper at få en anden hest, må du acceptere at de kan beslutte, at man evt. bliver på gården og kan tage imod tilbud om lektioner der (hvis det er muligt), eller kommer til at ride i en gruppe på et andet niveau. I yderste konsekvens kan det betyde, at du må fortsætte opholdet som ikke-rytter, om det er muligt.